Bloggeri.dk

Med vanlig omhu for detaljen har skolevæsenet valgt at renovere skolekøkkenet i min store søns folkeskole hen over sommeren. Bortset fra, at den slags opgaver jo ikke kan klares på en 8-10 uger, næh.. der går nok et helt skoleår.

Så 6. klasserne har i år “teoretisk hjemkundskab”!!! Som supplement til denne undervisning, kan man lejlighedsvis låne et komfur i lærerværelset, hvor to børn så på skift kan røre i suppegryden - der er en gryde til 23 børn.

Himlen må vide, hvad de har tænkt sig? Og det er lige det, der er problemet: De har jo ikke tænkt noget som helst! Og er tilsyneladende fuldstændig ligeglade med, hvad vores børn får ud af undervisningen. Stakkels lærer: Så lette er 6. klasser jo heller ikke at have med at gøre i så spændende et fag som “teoretisk skolekøkken”.

Men det er naturligvis heller ikke et fag, som er omfattet af Berthel-testen, så der er jo ingen, der får mere i løn for at gøre noget ved sagen.

I næsten alle sammenhænge, og navnligt på det fri marked, hvor man skal leve af det produkt eller den service, man leverer, bliver vi ustandseligt mødt med opfordringer til at evaluere, f.eks. kurser, serviceydelser og nye varetyper.

Jeg har gennem de sidste 12 år benyttet 2 vuggestuer, 1 børnehave, 2 skoler, 1 fritidshjem og 2 klubber i Københavns kommune. Ikke én gang er vi blevet udstyret med et evalueringsskema. Aldrig har man bedt os om vores samlede vurdering af den serviceindsats, som vi som brugere og kommunens borgere som helhed, betaler mange penge for.

Det er da mærkeligt. Ifølge Berthel-testen skal eleverne evaulueres konstant, så i det mindste i skolesystemet er begrebet ikke fremmed. Jeg har oven i købet ladet mig fortælle, at skoleinspektørernes løn afhænger af de tests. Men hvorfor vil man ikke høre, hvad brugerne mener om sagen?

Jeg kan ikke forstå, at kommunen ikke er mere interesseret i borgernes/brugernes oplevelser, end tilfældet er. De mange millioner kroner, de institutioner koster, taget i betragtning, ville tilfredse brugere da være blandt de allerøverste succeskriterier, hvis jeg skulle lave en prioriteret liste.

Der er også mange, som mener, at jeg er ret naiv.
Anette

Jeg har været igennem institutionsmøllen med to børn: Kampen om de bedste vuggestue-, børnehave-, fritidshjems- og nu klubpladser. Og så glemmer vi lige skolesystemet for en kort stund… Det er såmænd gået udmærket til og med fritidshjemmet. Men klubberne viste sig at give store problemer: Der er simpelthen ikke pladser nok til alle, og slet ikke til, at børn fra samme klasse eller børnegruppe kan gå i samme klub. Smålige hensyn som trivsel i hverdagen og forældreønsker ligger langt nede på prioritetslisten, når kommunen deler penge ud, og de gode og populære klubber bliver overrendt af forældre som mig, som kæmper en kamp for trygge og inspirerende eftermiddage for husets unge mennesker.

(mere…)