Som man kan læse hos Jesper Laugesen i dag, har Tele2 accepteret den dom, som medfører, at de skal spærre for IP-adressen til et russit site, hvor man kan købe mp3-filer efter regler, der ikke svarer til de danske. Det var den dom, som fik mig til at skrive rundt til alle partierne i folketinget, fordi nogen da må gøre noget. Ganske vist har kun SF og Enhedslisten gidet svare mig, men det kan jo være, at de private firmaer er bedre en organisationerne, så derfor har jeg skrevet til Tele2 og spurgt dem, om hvad de vil gøre, hvis der kommer en dom om lukning af flere IP-adresser. Om de har en politik omkring spørgsmålet.
Nu ved jeg ikke, om jeg ligefrem må udgive deres regnskabstal, men det er vel ikke for meget at nævne, at de trods et dårligt år med underskud i 2005 alligevel havde en omsætning på 1.5 mia. kr. Så en smule advokatregning til at forsvare os mod censur ville have klædt foretagenet og vist, at de var engagerede i brugerne. Men nix. No. Derfor må vi hellere høre, hvad de selv siger. Jeg skrev følgende til Tele2:
Kære Thomas Nistrup Madsen
Så vidt jeg kan opspore, er det dig, der er direktør for Tele2, og jeg er ikke kunde, men jeg håber, at du vil svare mig alligevel, for jeg er meget bekymret. Hvis jeg har taget fejl af navnet, så hjælp mig lige: Denne mail er til Tele2s administrerende direktør. 1000 tak.
Det drejer sig om den dom, som I har fået og nu tilsyneladende accepteret, hvor I skal spærre for en IP-adresse til et russisk site, fordi man der kan købe musik på en måde, som ikke er lovlig i Danmark.
Jeg kan ikke forstå, at I skulle dømmes og at I skal spærre noget - det er vel ikke jer, der har gjort noget ulovligt? Og de fleste af jeres kunder havde formentlig aldrig hørt om sitet (allofmp3.com) og i hvert fald ikke brugt det.
Jeg kan heller ikke forstå, at I accepterer dommen. For hvis et site kan forbydes, så kan et andet vel også? Hvem bestemmer så, hvilke sites, der skal forbydes? Og vil I acceptere denne censur-mur blive langsomt bygget op af mere eller mindre tilfældige og tåbelige sager?
Hvordan med jeres konkurrenter - eller kolleger? Taler I med dem i øjeblikket, finder I en fælles holdning, eller skal Cybercity eller hvem det nu må være næste gang også føre en sag helt alene og uden støtte fra branchen som helhed?
Skal vi til at finde vores internetlinjer udenlands eller ved hjælp af mærkelige programmer, som kan gemme vores IP-adresser?
Jeg synes, I har et stort ansvar lige nu, og jeg håber, at I vil melde tilbage, at I har fuldstændig fod på det og vil slå et slag for den fri og grænseløse kommunikation!
Jeg ved, at jeg ikke er den eneste bekymrede dansker, så jeg håber, at du har tid til at svare, og jeg kan fortælle dig, at svaret vil blive delt på http://bloggeri.dk/.
Mange hilsner
Anette Sand
(Jeg har fået et auto-svar som siger, at jeg kan håbe på svar inden den 24. november kl. 10.00, så jeg glæder mig.)
Tak for et godt indlæg. Jeg må lige sige, at jeg mere undrer mig over, at aviserne ikke tager sagen op. Det er som om de er ligeglade - eller måske i deres stille sind ønsker sig tilbage til gamle dage hvor internettet ikke brød deres monopol på nyhederne.
Én dag tilbage at svare i. Jeg håber du opdaterer, når du får svaret.
Det kan du tro, at jeg gør. HVIS jeg får et svar. Eller rettere: Jeg skal nok fortælle det, uanset om jeg gør eller ej….
Nu er jeg ikke klar over, hvilken branche du er i, men det virker som om i ikke har noget at lave for tiden! Hvorfor tage en så lille ting op, som at tele2 ikke længere kan hente musik fra en russisk site længere, men skal finde et andet sted at finde det fra! Hvis det er så stort et problem for dig/jer, hvorfor så ikke selv tage sagen op? Det lader dog også til at du ikke følger med i medierne - Tele2 førte sag mod dem, og det er blevet sagt op til flere gange, at tele2 står sammen med de andre danske tele selskaber, da det ikke kun kommer til at påvirke tele2’s kunder, da mange af de andre selskaber også har benyttet den russiske site
Hej Lasse
Men dog, men dog. Uanset hvor travlt vi har på vores arbejde, kan man jo godt have lidt fritid ind imellem.
Jeg har aldrig købt ulovlige mp3-filer (heller ikke lovlige), det jeg undrer mig over er den punktvise censur. Jeg har i øvrigt fået svar fra Tele2, det fortæller jeg om i et kommende indlæg.
Jeg mener da, at jeg tager emnet censur op her på bloggen, og jeg synes da også det ser ud til, at nogen læser, hvad vi skriver, så tak for dit bidrag.
Mange hilsner
Anette